Bevaringsværdige kulturmiljøer eller andre kulturhistoriske spor i landskabet,
ved Palle Dinesen
Fra Bronzealder til Vikingetid
Går man fra Glumsø by mod vest ad den gamle kirkesti, rejser der sig langsomt en stendysse med den noget fjernere Vesterskov som baggrund. Der er frit udsyn til stengraven, som det har været tilfældet i årtusinder.
For femtusinde år siden foregik der her et slidsomt ingeniørarbejde. Store sten blev langsomt rullet på plads. Der var lagt stammer som vej, og hen over dette trædække blev stenene rullet, skubbet og trukket. Mange mænd var i arbejde i mange måneder, for stenene lå spredt rundt i landskabet og måtte ofte frigraves. Det krævede en særlig teknik til sidst at få dækstenen på plads. Det var en udsøgt sten, flad på undersiden og buet på oversiden. Der blev kastet jord op over stenene, kun dækstenen skimtedes, og indgangen holtes fri. Til sidst blev højen omgivet af en krans af sten, som hegnede det hellige sted.
Det var en høvdingegrav, som blev bygget. Måske mange år inden den karismatiske leder for det lille samfund døde. Han havde haft mod til at blive på stedet, holde sammen på flokken og skabe den beboelse. Stedet lå nær søbredder, og der var vandløb tæt på. Der kunne fiskes, og der kunne jages i skovene omkring, men nu forsøgte man også at dyrke jorden. Langsomt blev den kultur skabt, som kaldes bonde-stenalderen.
Så kom dagen, hvor graven blev taget i brug. Høvdingen var død og blev fulgt op til stenhøjen af hele klanen. Der blev båret gravgaver med. Der skulle være nok til den lange rejse ind i det hinsidige. Råb og sang, jamren og hellige ord hørtes i det lange optog. Og så blev den døde lagt ind i graven, gaverne stillet ved han side. De ældste kom bøjede ud af det lille rum. Og til sidst blev den tunge dørsten skubet på plads ved hjælp af svære tømmerstokke.
Fra graven vendte flokken tilbage til hverdagen. De brændte skov af, skrabede furer til deres korn og samlede græs til de første husdyr. En ny tid var inde. Og når de var ved at give op --- så kikkede de op til højen, hvor høvdingen lå. Han var stadig tæt på og de vidste, at de skulle ikke give op. De fornemmede også, at høvdingen lå deroppe og kunne se langt. Han skuede ind over søerne, han så skoven i det fjerne – og i respektfuld afstand lå den beboelse, han havde skabt. Hans blik gled også hen over de levende.
Årtusinder gik, en ny kultur blomstrede frem. Det var bronzealder. Nye skikke, en anden forestillingsverden og nye erhverv. Men højen lå der stadig. Og det var stadig et helligt sted. Derfor lå offermosen tæt ved, længere mod vest, tættere ved solens nedgangssted. Og da den kolde tid kom med jernalderen, og uro og opbrud prægede mennesker, så boede man dog stadig med udsigt til stendyssen. Det gamle hellige sted lå på vejen til offermosen, hvor man forsøgte at komme i kontakt med de hellige eller onde kræfter, som sendte så megen kulde og regn ned over de egne, som før havde kunnet brødføde mennesker og kvæg.
De arkæologiske fund, der ligger som baggrund for denne skitse, er følgende:
(Kilde: Nationalmuseet, Danske afd., Danmarks oldtid sognebeskrivelse).
Stendyssen er en megalitgrav, stammende fra tragtbægerkulturen
(ca. 4000 – 2800 f.kr.).
(Stort dyssekammer, 4 bæresten, heraf en lavere. Dækstenen er sprængt i 2 stykker, men på plads. En del af dækstenens underside for længst bortsprængt. Ingen omgivende høj).
Om offermosen, som ikke er systematisk udgravet, oplyses følgende:
I Vestergårds mose er fund fra flere perioder af oldtiden. Fra stenalderen en vildsvinetand og flintøkse, fra bronzealderen hesteknogler, og ”Jernknive”, samt lerkar fra jernalderen. Dertil kommer udaterede menneskeknogler, som kan være fra alle perioder. Mosen har gode bevaringsforhold for knogler og organisk materiale og rummer mulighed for yderligere oplysninger om de gentagne ofringer i vådområderne gennem oldtiden.
Om beboelser – fund ved udgravninger i forbindelse med byggemodning 1996 – 2001:
Fra stenalderen: Der opsamledes en stor mængde overfladefund af neolitisk karakter.
(Lignenede fund er gjort i nærliggende haver i Glumsø).
Fra Bronzealderen: De ældste bebyggelsespor stammer fra slutningen af yngre bronzealder, omkring 700-500 f.kr. Her er fundet en affaldsgrube med flere fund.
Fra jernalderen: Nord for Stendyssegården blev der fundet spor af ”gårde” fra romersk jernalder (150-400 ef.kr.) samt en kvindegrav med forholdsvis rige gravgaver. Kvinden, som skønnes at være 34-45 år, da hun døde, var gravlagt på siden. Der var tale om en stenkiste, der oprindelig har dannet rammen om en trækiste.
Derudover er der tørveskær 5 steder i mosen fra 1940’erne.
Kirke, stendysse og offermose – om trosskifte og kontinuitet.
Overvejelser ved skovrejsningen i Glumsø
ved Palle Dinesen.
Sådan gik det nok til:
Det var forsommer i året 1105 i Glumsø. En gruppe mænd var samlet syd for den nye kirke oppe på brinken ikke langt fra søen med dens brede vandløb. Kirken kunne ses viden om og lå som en krone over den ny bebyggelse. Dens mure var af kløvede kampesten med gråt blytag, og lidt fra stod klokkestabelen med en stor og en lille klokke. Mændene gik stolte omkring den lille bygning med dør både mod syd og nord, med 2 vinduer øst for dørene og et vindue vest for. Et lille rundt kor afsluttede kirken mod øst. Mændene stillede sig vest for den kullede kirke og så ind over landet. Herfra kunne de både stendyssen og det lave krat omkring offermosen. Solen faldt ned i vandspejlet mellem de lave grønne bredder.
En af mændene tog ordet: ”Ja, det er godt, at kirken har de gamle steder inden for synskredsen. Det er som lyset heroppe fra omslutter dem. De gamle levede og døde med disse steder. Min bedstefar blev kristen, men han kredsede omkring sin fars skæbne. For gamle oldefar blotede hver forår. Og et år slog alt fejl. Der var bare kulde og regn, misvækst og sygdom. Derfor blev oldefars yngste søster helligt offer i mosen. Der blev fortalt, at hendes øjne var blå som det vand, der lyser i solen. Men der var så megen kulde det år. Græsset blev gult, kvæget sygnede hen, og mennesker med. Tågen lå dystert over vand og mose, der var vætter og helligkryb overalt. Der lurede en angst, og skyggerne var fulde af rædsel. Derfor måtte dyrebare gaver kastes ned til de dunkle magter - kvæg, og pigen vi holdt af.”
Mændene foran kirken lod deres blik løbe hen over dalen over mod stendyssen med kransen af sten omkring. Da sagde en af dem: ”Husker I munkene, som kom langt vest fra. De havde sejlet over det store hav og var havnet på Sjælland, og de vandrede to og to fra sted til sted. Og de kom til os. Deres kutter var sorte, og deres hår var barberet bort i en bred stribe over hovedet. Og de sang for os. Det var fremmedartet, men de havde lært vort sprog og fundet vore ord til gamle salmer. Og jeg huske endnu, hvor de sang om Herren Kristus, som havde sejret påskemorgen og besøgt dødsriget og lagt de onde magter i lænker, djævelen og hans hær. Munkene sang om himmelfarten: om den sejrende Kristus, som drog hjem til den himmelske borg og i hans følge var alle dem, det var fanger i dødsriget. Og himlens borgport stod åben og lyset strømmede ud, og himmelsk lovsang mødte den mægtige skare med helten Kristus i spidsen”.
De andre mænd nikkede. ”De var fremmede disse munke, men de ville have os med i sangen. Den sidste linie skulle vi gentage – vi børn.” Der var igen tavshed, blikkene gled hen over egnen. Sådan kom de med – de gamle. De blev ikke døbt og befriet, men Kristus overså dem ikke, han tog dem med, da han brød ind i dødsrigets fængsel.
Byggepladsen
Fem år tidligere så der anderledes ud på brinken højt over søen.
Det var igen forsommer, der var sået, og man ventede på høsten.
Tyve, tredive mand var i arbejde. Kirkens omrids skimtedes mellem ukrudt og græs, for grundstenen var lagt. Der lå bunker af store og mindre sten, og stenene blev kløvet med små spidshamre og derefter stablet, så de senere kunne indpasse i muren. I et hjørne af byggepladsen arbejdede en stenmester og hans lærling.
Foran dem lå en vældig sten. De huggede og huggede og langsomt forvandledes stenblokken til en stor kumme, en døbefont. Det var som om de fandt rebmønstre i stenen og huggede dem fri. Der stod et par mænd og beundrede deres kunst. ”Det er noget andet end den gamle ovale sten, der ligger over stendyssen. Nu åbner stenen sig mod os og himlen. Den font skal stå midt i kirken”. Og de skrævede hen over grundmuren og begyndte at grave jord bort, så fonten kunne stilles midt i rummet.
Byggepladsen var omgivet af et lavt stendige. Og der lå allerede nogle grave mod øst. Der stod også en enkelt runesten – en mindesten fra gammel tid. Det er til minde om ”Næve” – en ven af min oldefar – forklarede en mand de børn, der løb rundt på pladsen. ”Jeg har et forslag”, sagde han, ”vi sætter den ind i kirkemuren mellem de andre sten. Så får Næve en plads iden hellige bygning, og han hører sangen og ordenen”. Sådan blev det.
Vor tid
I dag ligger kirken der stadig – højt oppe på brinken. I 14000-tallet blev den romanske kirke udvidet mod vest, og et tårn blev byget. I 1800-tallet blev kirken udvidet mod øst, og et nyt kor opført. Men det er den samme kirke, og døbefonten står der stadig – nu i kirkens nordre side.
Runestenen, som nævner Næve, er vanskelig at tyde. Den er mindesten over flere – og ham, der rejste stenen har nok også fået sit navn med. I 1878 blev stenen fjernet fra muren, senere blev den genfundet i en have i Åsø og derefter overgivet til Nationalmuseet.
Stiller vi os i dag ved stendyssen, ser vi kirketårnet på det, hvor mændenen i sin tid stod og så over mod det gamle gravminde. Fra stendyssen kan vi også se ned over offermosen.
Der er stadig en sammenhæng i landskabet. Og det gælder om at bevare denne forbindelse mellem stederne i fremtiden – når der bygges og rejses skov.
Det skulle gerne være sådan, at hvis de gamle munke igen kom vandrende vestfra gennem skoven ad kirkestien, kunne de nikke genkendende til de hedenske gravpladser og gå videre op mod kirken. Fortid og nutid hører stadig sammen. Når munkene kom ind i kirken og satte sig i kirkebænken, så ville noget være fremmed, men det vigtigste det samme. Deres gamle sang om sejren over døden blev sunget. De forstod ordene – selvom melodi og rytmen havde ændret sig. Der blev stadig sunget, så kirken tog dem med, der levede, før munkene kom første gang. Nu lyder det således i Grundtvigs gendigtning:
Fra Helvede steg nu den Herre så bold,
ham fulgte så fager en skare,
som solen på skyer han sattes på skjold,
profeterne ham bare.
Triumf blev der nu, hvor kun gråd hørtes før,
kun død sal i Helved bedrøvet,
keruben oplod den forseglede dør,
skjoldvagten sig kasted i støvet.
Den danske Salmebog, 2003, nr. 213, vers 18 – 19.
Kædmon før 680. N.F:S.Grundtvig 1837)
Ved udarbejdelse af denne skitse er der taget hensyn til
følgende fremstillinger:
Danmarks kirker, Prøstø amt
Glumsø Kirke s 659 f.f. Udgivet af nationalmuseet
Den danske Kirkes histore ved Hal Koch og Bjørn Kornerup, bind 1, Gyldendal 1950
Kristendommen i Danmark før 1050. Roskilde Museums forlag 2004
|