Glumsø Net Avis » Glumsødyssen

Glumsødyssen


Den store dæksten over et fritliggende dyssekammer ved Glumsø har for mange år siden været udsat for en sprængning, som har løsnet et stort fragment og kløvet den resterende del af stenen i to halvdele. Disse to halvdele har siden balanceret, støttet mod hinanden, omtrent i dækstenens oprindelige position oven på bærestenene. Denne tilstand, som umiddelbart kunne virke faretruende, har været stabil, i det de to fragmenters enorme vægt i praksis har låst dem solidt sammen.

Der var imidlertid en teoretisk mulighed for, at tankeløse besøgende ville kunne gøre anlægget ustabilt, eventuelt ved at benytte store brækstænger. En nærliggende byggemodning ville gøre den dyrkede mark omkring dyssen til et grønt område med offentlig adgang. Det besluttedes derfor, som en ekstra sikring, at sammenføje de to fragmenter med et beslag af rustfrit stål samt at stabilisere bærestenene ved at lægge et ca. 0,5 m højt jorddække omkring kammeret.

Ved Palle Dinesen.
 
Sådan gik det nok til:
Det var forsommer i året 1105 i Glumsø. En gruppe mænd var samlet syd for den nye kirke oppe på brinken ikke langt fra søen med dens brede vandløb. Kirken kunne ses viden om og lå som en krone over den ny bebyggelse. Dens mure var af kløvede kampesten med gråt blytag, og lidt fra stod klokkestabelen med en stor og en lille klokke. Mændene gik stolte omkring den lille bygning med dør både mod syd og nord, med 2 vinuer øst for drene og et vindue vest for. Et lille rundt kor afsluttede kirken mod øst. Mændene stillede sig vest for den kullede kirke og så ind over landet. Herfra kunne de både stendyssen og det lave krat omkring offermosen. Solen faldt ned i vandspejlet mellem de lave grønne bredder.
 
En af mændene tog ordet: ”Ja, det er godt, at kirken har de gamle steder inden for synskredsen. Det er som lyset heroppe fra omslutter dem. De gamle levede og døde med disse steder. Min bedstefar blev kristen, men han kredsede omkring sin fars skæbne. For gamle oldefar blotede hver forår. Og et år slog alt fejl. Der var bare kulde og regn, misvækst og sygdom. Derfor blev oldefars yngste søster helligt offer i mosen. Der blev fortalt, at hendes øjne var blå som det vand, der lyser i solen. Men der var så megen kuldet det år. Græsset blev fult, kvæget sygnede hen, og mennesker med. Tågen lå dystert over vand og mose, Der var vætter og helligkryb overalt. Der lurede en angst, og skyggerne var fulde af rædsel. Derfor måtte dyrebare gaver kastes ned til de dunkle magter - kvæg, og pigen vi holdt af.”
 
Mændene foran kirken lod deres blik løbe hen over dalen over mod stendyssen med kransen af sten omkring. Da sagde en af dem: ”Husker I munkene, som kom langt vest fra. De havde sejlet over det store hav og var havnet på Sjælland, og de vandrede to to fra sted til sted. Og de kom til os. Deres kutter var sorte, og deres hår var barberet bort i en bred stribe over hovedet. Og de sang for os. Det var fremmedartet, men de havde lært vort sprog og fundet vore ord til gamle salmer. Og jeg huske endnu, hvor de sang om Herren Kristus, som havde sejret påskemorgen og besøgt dødsriget og lagt de onde magter i lænker, djævelen og hans hær. Munkene sang om himmelfarten: om den sejrende Kristus, som drog hjem til den himmelske borg og i hans følge var alle dem, det var fanger i dødsriget. Og himlens borgport stod  åben og lyset strømmede ud, og himmelsk lavsang mødte den mægtige skare med helten Kristus i spidsen”.
 
De andre mænd nikkede. ”De varr fremmede disse munke, men de ville have os med i sangen. Den sidste linie skulle vi gentage – vi børn.” Der var igen tavshed, blikkene gled hen over egnen. Sådan kom de med – de gamle. De blev ikke døbt og befriet, men Kristus overså dem ikke, han tog dem med, da han brød ind i dødsrigets fængsel.
 
Byggepladsen
Fem år tidligere så der anderledes ud på brinken højt over søen.
Det var igen forsommer, der var sået, og man ventede på høsten.
Tyve, fredive mand var i arbejde. Kirkens omrids skimtedes mellem ukrudt og græs, for grundstenen var lagt. Der lå bunker af store og mindre sten, og stenene blev kløvet med små spidshamre og derefter stablet, så de senere kunne indpasse i muren. I et hjørne af byggepladsen arbejdede en stenmester og hans lærling.
Foran dem lå en vældig sten. De huggede og huggede og langsomt forvandledes stenblokken til en stor kumme, en døbefont. Det var som om de fandt rebmønstre i stenen og huggede dem fri. Der stod et par mænd og beundrede deres kunst. ”Det er noget andet end den gamle ovale sten, der ligger over stendyssen. Nu øbner stenen sig mod os og himlen. Den font skal stå midt i kirken”. Og de skrævede hen over grundmuren og begyndte at grave jord bort, så fonten kunne stilles midt i rummet.
 
Byggepladsen var omgavet af et lavt stendige. Og der lå allerede nogle grave mod øst. Der stod også en enkelt runesten – en mindesten fra gammel tid. Det er til minde om ”Næve” – en ven af min oldefar – forklarede en mand de børn, der løb rundt på pladsen. ”Jeg har et forslag”, sagde han, ”vi sætter den ind i kirkemuren mellem de andre sten. Så får Næve en plads iden hellige bygning, og han hører sangen og ordenen”. Sådan blev det.
 
Vor tid
I dag ligger kirken der stadig – højt oppe på brinken. I 14000-tallet blev den romanske kirke udvidet mod vest, og et tårn blev byget. I 1800-tallet blev kirken udvidet mod øst, og et nyt kor opført. Men det er den samme kirke, og døbefonten står der stadig – nu i kirkens nordre side.
 
Runestenen, som nævner Næve, er vanskelig at tyde. Den er mindesten over flere – og ham, der rejste stenen har nok også fået sit navn med. I 1878 blev stenen fjernet fra muren, senere blev den genfundet i en have i Åsø og derefter overgivet til Nationalmuseet.
 
Stiller vi os i dag ved stendysse, ser vi kirketårnet på det, hvor mændenen i sin tid stod og så over mod det gamle gravminde. Fra stendyssen kan vi også se ned over offermosen.
Der er stadig en sammenhæng i landskabet. Og det gælder om atbevare denne forbindelse mellem stederne i fremtiden – når der bygges og rejses skov.
Der er skålformede huller i toppen af Glumsø Dyssen