Glumsø Lokalråd » Aktiviteter og Interessegrupper » Hjertesti » Bænk 5 sommer
Telemarksgrøften glider her dovent forbi bænken på sin vej til at aflevere søens vand i Torpe Kanal lidt nedstrøms.
Malingsgrøn er grøften som oftest. Det er fordi den i sommerhalvåret med sig bringer millionvis af blågrønalger, som stortrives ude i de 330.000 m3 lave vand, som kloge hoveder har beregnet, at Glumsø Sø rummer.

Blågrønalgerne stortrives i søen, fordi der er opbygget en gevaldig fosforpulje i søens bundslam, som hele tiden frigives.

Fosforpuljen stammer fra mange årtiers udledning af spildevand til søen, og algevæksten skygger så grundigt for søens bund, at der ikke kan trives andre vandplanter i søen.

Derfor er søens eneste svanepar forvist til den lille sø ude på engen  ud for bænken. Det er langt fra alle år, knopsvanen yngler. Men når den gør  ja så er det her.
Det er også fra denne bænk, du kan høre alle de tre besværlige rørskovssangere: rørsanger, sivsanger og kærsanger. Rørsangeren sidder helt ude i den vådeste del af rørskoven  der, hvor der står vand mellem tagrørene.

Sivsangeren kan godt lide at have sit på det tørre og holder f.eks. til i den mere tørre tagrørskov ved knopsvane-søen. Kærsangeren går helt op på land, og kan sågar tag til takke med nældeskove.
Når den statelige rørhøg fra tid til anden gæster Glumsø Sø, er dette et af de bedste steder at se og følge den, når den i lav flugt inspicerer engene og markerne for byttedyr og fugle.
Og bliver du her til efter solnedgang, kan du visse år være heldig at høre rørdrummens hule flaske-pust fra røskoven ud mod søen.



Selv om man ikke kan se det, så er der ofte store stimer af ganske små fisk i Telemarksgrøften. Prøv at hoppe engang dér, hvor stien følger grøften. Er du heldig, får det fisk i stimevis til at springe!

Brug kalenderen til at bestemme de tre besværlige rørskovssangere.

Det kan være svært at holde de tre rørskovsangere - siv-, rør.- og kærsanger - ude fra hinanden. Rør- og kærsanger ligner hinanden på en prik, og siv - og kærsangerens sang kan minde lidt om hinanden, ligesom varierede rørsangerens sang kan minde om monotone sivsangeres sang. Men så er det tilladt at tage kalenderen til hjælp, for de tre arter ankommer nemlig fra deres afrikanske vinterkvarter på forskellige tidspunkter!

Sivsangeren kommer først, nemlig i sidste uge af april, og synger straks.
Rørsangeren kommer lidt senere og er først rigtigt i gang med at synge i første uge af maj.
Kærsangeren ankommer først hen omkring 20 maj.
 
 Kunstner:  Gudrun Cordt
Sommer Bænk nr.5